Tid til lidt personlige projekter
Skal alt hvad man fotograferer handle om penge?…
Mange af mine fotoopgaver til dagligt, er til trods for at jeg elsker at tage billeder, ofte med andres ønsker og idéer som fokus. Og ofte er billederne af forskellige årsager ikke egnede til at uploade på de sociale medier uanset hvor gerne jeg ville. Det kan være GDPR-forskrækkelse, personlige grunde eller blot fordi kunden ønsker at billederne ikke skal figurerer andre steder end der hvor de ønsker. Så en gang imellem, når tiden ellers er til det med , med kone og to børn, så får man en ustyrlig lyst til at skyde nogle vilde billeder bare for sjov. Gerne med det formål at modellerne og jeg må bruge billederne frit. Om det være sig TFP eller hvilken aftale man nu indgår, så er det bare vigtigt af få tid til leg.
Til sommer hvor jeg skruer op til fuld tid med fotovirksomheden holder jeg på at disse projekter stadig er vigtige for at udfordrer og afsøge nye aspekter af fotografi, teknik og kreativ formåen uden at der er nogle der bliver økonomisk pressede af et udfald der ikke helt bliver som forventet. Jeg betragter lidt disse personlige projekter som en slags kreativ fotografisk sandkasse.
Oftest ligger der en idé der skal afprøves eller en uafprøvet teknisk del bag når jeg arrangerer et non profit shoot, men nogle gange er det også når muligheden byder sig i form af en sportsudøver eller flere, der har en god idé og er med på alle idéerne. Men hvordan adskiller man det så fra photoshoots med $$$ som primære formål.
Som udgangspunkt stiller jeg op for 3 formål:
- 1: Økonomisk gevinst
- 2: Gevinst i form af materiale jeg kan bruge til mit erhverv/reklame
- 3: Noget der er sjovt, udfordrende og risikofrit (den sidste vender vi lige tilbage til)
I 2019 er det indtil videre blevet til 2 projekter. Et danseprojekt med Camilla og Lærke, en håndfuld store nederdele og en trampolin. Og få dage efter 4 fægtere fra Jysk Akademisk Fægteforening.
Den sidst nævnte blev lidt dyr, da der desværre røg en studieflash i gulvet. Jeg kan dog på ingen måde klantre modellen, da boomstativet nok var en anelse for langt ude i yderposition og desuden med enormt højtliggende tyngdepunkt… en bommert der i skrivende stund kommer til at koste i omegnen af 4000,- Så nu får jeg da lige fat i et par ekstra sandsække, og overvejer da også kraftigt C-stands istedet for når det er det tunge grej der skal op i højden.
Men ser man bort fra lidt uheld, så fik vi afprøvet lidt forskelligt, og med fornuftige resultater. Men posen med erfaringer er også blevet rigere.
Udfordringer som at skabe en stor nok baggrund til trampolinspring, at få en sort fægtemaske til at kunne ses på sort baggrund, at sikre en dyr flash ordentligt, at 30 stik samme sted med en fleuret gør nas, at store kjoler ikke altid gør som beregnet, at man måske med tiden skal have en større røgkanon, at en tynd klinge på en fleuret er svær at se på mørk baggrund, at store trampoliner er bedre end små osv. osv.
Med andre ord er det ikke kun sjov og brugbare billeder, men også god erfaring til næste gang man står med en kunde. Og hvem ved… måske en fægter eller en danser godt kunne tænke sig en håndfuld fede billeder.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!